
Der er ingen tvivl om, at Emma Kiplagat Kondrup er i rekordhumør for tiden. Det viste hun for nylig, da hun eftertrykkeligt forbedrede den danske ungdomsrekord på 800 meter, og det viste hun igen, da hun lørdag stillede til start på 600 meter ved Regionstævnet i Esbjerg.
Lørdagens løb rakte dog ikke helt endnu en ny dansk ungdomsrekord til 13-årige Emma – men for pokker da hvor var hun tæt på!
I sidste ende krydsede hun målstregen i ensom majestæt i tiden 1.37.7 (den elektroniske tidtagning svigtede under pigernes 600 meter), hvilket er meget tæt på den ungdomsrekord på 1.37.33 minutter, der indehaves af Nathalie Richter-Mikkelsen fra Aalborg AM.
Hvis Emma skulle have tangeret rekorden med håndstoppet tid, skulle hun have løbet 1.37.1. Så altså kun lidt over et halvt sekund er Emma nu fra den danske ungdomsrekord på den lidt skæve distance 600 meter – og mon ikke hun får chancen senere på sæsonen for at forbedre den.
Foreløbig kan hun glæde sig over, at hun tidligere i år forbedrede den danske ungdomsrekord på 800 meter med over 2 sekunder. Det skete, da hun til Regionstævnet i Vejen den 1. juni løb på 2.16.79 minutter.
Den tidligere bedstenotering havde Marika Hvoldal Kristensen fra AGF med 2.18.91, mens Majken Lützen fra Ballerup havde den næstbedste tid med 2.18.94. De to er nu – sammen med Emma – de eneste 12-13 årige piger, der har løbet under 2.20 på 800 meter!